Sendt lørdag 29. august 2015
Nu på tirsdag, den 1. september, bliver der skrevet Danmarkshistorie, når 38-årige Andreas Mogensen som den første dansker nogensinde bliver sendt ud i rummet. Her drager han på en 10-dages lang mission til Den Internationale Rumstation, ISS. For den danske astronaut er det en drøm, der går i opfyldelse, men forud ligger der mange års hård træning og tilvænning. I programmet får du et indblik i livet som astronaut og hvad det er for en mission der venter forude. Raketten som Andreas Mogensen flyver med om nogle dage er russisk og hedder Sojus, så al kommunikation foregår på russisk. Derfor har han også lige været nødt til at lære russisk. Han har en plan om at sætte et særligt dansk aftryk ombord, da han vil servere en klassisk dansk middag for de otte andre astronauter ombord, nemlig stuvet kalv og rødgrød med fløde til dessert.