Nyhed om retssagen fra den 10. december 2021
INFO   
Del video på Facebook
INFO   
Del på Facebook
Sendt fredag 10. december 2021
Vidne afhørt i Retten på Frederiksberg i sagen om snyd med tolkemidler.

Afhøringerne af de fire tiltalte er slut. Det betyder, at arbejdet i retten er gået ind i en ny fase med vidneafhøringer. Flere vidner har derfor i de sidste par uger taget plads i vidneskranken og har svaret på spørgsmål fra anklager, dommer og forsvarsadvokater. I alt skal 30 vidner afhøres.

Af Jakob Peitersen

Rabataftale stadig i fokus:
Der er særligt et område, der har interesseret anklageren igen og igen under afhøringerne i retten. Det drejer sig om den metode, at de tiltalte har beholdt penge som de modtog fra kommunerne til tolkning. Ofte gik kun halvdelen af pengene videre til tolkeleverandøren. Flere af de tiltalte har forklaret, at de fakturerede kommunen for tolkning og derefter selv afregnede med tolkeleverandøren som de havde sikret sig en rabataftale med. De tiltalte nægter ikke, at det var sådan at det foregik, men de har forklaret, at de mente det var lovligt. Denne metode gjaldt ikke kun for de tiltalte, når de gennem deres tolkebevillinger modtog penge fra kommunen, men også når de tiltalte opkrævede penge for tolkning til de tolkebrugere, der var ansat i deres selskaber.

Var glad for at nogen kunne bruge hende:
Et af de afhørte vidner er en tolk, som har været ansat i et selskab ejet af to af de tiltalte.
Vidnet forklarede at hun på ansættelsestidspunktet havde haft meget respekt for især to af de tiltalte. Hun syntes, at de var fulde af visioner, drive og drømme. Under et følelsesladet tilbageblik på sit liv fortalte vidnet, at hun aldrig har følt at hun var god nok. Sådan havde hun også haft det under tolkeuddannelsen, som havde været en hård tid. Ansættelsen havde derimod gjort hende glad og følte, at der var nogen der kunne bruge hende til noget.
På et tidspunkt måtte retsmødet afbrydes, da vidnet begyndte at græde og derfor ikke kunne afhøres. Efter et kvarters pause kunne mødet fortsætte.

Aftalte rabat med sig selv:
Vidnet forklarede videre, at hendes opgave var at tolke for de tiltalte der ejede selskabet og for medarbejdere i nogle af de tiltaltes andre selskaber. De to ejere havde sagt, at hun bare skulle tolke, så skulle de nok tage sig af resten. Ved tidligere afhøringer er det kommet frem, at selskabet, hvor tolken var ansat, gav 50 % rabat til de tiltaltes øvrige selskaber. De tiltalte havde på denne måde lavet en rabataftale med sig selv.
Anklageren ville vide om hun tjekkede tolkeskemaerne i selskabet, for at se om de stemte overens med det hun havde tolket. Hertil svarede vidnet ”Jeg har nok ikke kontrolleret skemaerne særlig godt” og forklarede, at hun ikke havde nogen mistanke om, at nogen ville snyde – ”Jeg stolede på at tingene var i orden”.

Tolken med på rejse, men skulle ikke tolke:
Anklageren begyndte at spørge til en rejse som vidnet havde været på sammen med et par af de tiltalte. De var sammen rejst til Spanien, og vidnet opfattede turen som ”fryns” fordi hun ikke skulle tolke på turen. Anklageren viste nu et tolkeskema på storskærmen. Ifølge anklageren kunne man på skemaet se, at der var søgt penge til tolkning 16 timer om dagen i de dage, hvor de havde været afsted. Vidnet forklarede, at hun ikke kendte til skemaet og at det undrede hende, at det var blevet lavet. Ejeren af det selskab, der havde indsendt skemaet, den tiltalte som vi tidligere har givet navnet D, har forklaret til retten, at han ikke ved hvem der har lavet skemaet.

Blev tilbudt tolkeselskab for 50 øre:
Senere under afhøringen fortalte vidnet, at hun i det hele taget havde syntes, at det hele var noget rod dengang. Der var mange firmaer og det var svært at finde ud af hvem der ejede hvad, men vidnet ville ikke grave i det - hun var bare ansat, og håbede at ejerne havde styr på det.
Anklageren viste på storskærmen nogle af de forklaringer som vidnet var kommet med til politiet under en tidligere afhøring. Her havde vidnet forklaret, at det var meget kaotisk dengang sagen pludselig kom frem. Hun havde siddet på kontoret og havde meget svært ved at få fat på de tiltalte, som ikke længere mødte op på kontoret. Vidnet fik på et tidspunkt adgang til selskabets konto og blev bedt om at overføre penge til en af de tiltaltes private konto samt til en advokat. Vidnet har desuden forklaret, at hun på samme tidspunkt blev tilbudt at købe tolkeselskabet for 50 øre, hvilket hun dog afslog.
Vidnet fortalte også at hun har forladt tolkebranchen og i dag laver noget helt andet.

De fire er tiltalt for at svindle med penge til tegnsprogstolkning for ca. 30 millioner kroner.
Ifølge anklageren er svindlen sket i årene 2013 til 2017.
De tiltalte nægter sig alle skyldige.