Sendt lørdag 24. marts 2018
I Danmark er vi glade for at drikke øl. De seneste tal for Bryggeriforeningen viser, at der hvert år bliver solgt cirka 350 millioner liter øl på det danske marked både på restauranter og i butikker. Det er ikke kun pilsnerøl som i gamle dage. I 2017 var hver 10. solgte øl herhjemme en specialøl som fx hvedeøl, pale ale eller alkoholfri øl. Og sidste år dukkede der hele 1600 nye øl og 30 nye bryggerier op. Så der er gang i ølproduktionen i Danmark. Vi har været en tur på Carlsberg for at lære om øllets historie og for at finde ud af, hvorfor vi danskere er så glade for øl. Og så har vi mødt en amerikansk øl-entusiast Brandon Marin, der selv har erfaring med at brygge øl, for at finde ud af, hvad der er så fedt ved specialøl.