Sendt lørdag 24. september 2016
Vi kender det alle. Nætter, hvor vi ruller rundt i sengen og bare ikke kan sove. Ja, en klassisk situation. Og vi ved hvad det kan have af virkning på os dagen derpå: Mindre effektivitet, svigtende koncentration og dårligt humør. En undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at fire ud af ti af os danskere ikke får tilstrækkelig søvn til at føle os udhvilet. Og undersøgelsen slår fast at den hyppigste årsag er bekymringer om job og privatliv. Aviser og internettet er fyldt med gode råd om, hvordan man undgår søvnproblemer. Her ser vi lidt nærmere på nogle af disse råd og hvilke konsekvenser dårlig søvn har på vores krop og hjerne. Søvnløshed er blevet en folkesygdom i Danmark. I gennemsnit sover danskerne nemlig to timer mindre, end de gjorde for bare 100 år siden, og ca. en time mindre, end de gjorde i 1970’erne. Sundhedseksperter peger på dårlige sengevaner i det moderne samfund som hovedårsagen til denne nedgang.