Hele Tidens Tegn den 1. november 2014
Sendt lørdag 1. november 2014
1,25 millioner kroner til DDLs medlemmer:
Lige nu ligger der 1,25 millioner kroner i Arvid Nilssons Fond og venter på DDLs medlemmer. Man kan få del i pengene ved at ansøge om støtte til forskellige formål lige fra kurser til opstart af eget firma. Men hvor kommer alle de mange penge fra? Og hvad siger nogle af dem, der tidligere år har fået penge fra fonden? Det ser vi på i programmet.
Digital post:
Fra og med i dag modtager du digital post fra det offentlige. Posten bliver gemt på nettet og du kan læse den hvor og hvornår du vil. Har du ikke helt styr på hvad digital post er og om du er tilmeldt eller ej, så se med her.
Forberedelse til Deaf Chef 2014:
Næste lørdag bliver der afholdt Deaf Chef 2014 i København. Det er en international kokkekonkurrence, hvor 8 kokke fra hele verden kæmper om at blive Deaf Chef 2014. Én af dem er danske Magnus H. Madsen. Vi har mødt ham, for at tale med ham om hans forberedelser.
Ramt af kræft:
For tre år siden fik 35-årige Marie Louise Lund fra Hvidovre at vide, at hun har kræft. Siden har hendes tilværelse været fyldt med op og nedture. Hun har især tænkt meget over sin datters fremtid, hvis det værste skulle ske. Marie Louise kommer regelmæssigt på Rigshospitalet til kontrol. Vi var med til en vigtig scanning.
Allehelgensdag:
I morgen er det allehelgensdag. Her mindes man kristne helgener og martyrer, men det er også dagen, hvor vi mindes familie og venner vi har mistet. I Folkekirken markeres dagen i form af gudstjenester som døvepræst Marie-Louise Bork Winter fra København vil fortælle om.
Klavs' blomster (17:18):
I Klavs’ blomster har Klavs Gerdes igennem længere tid rejst landet rundt med favnen fuld af blomster og rosende ord. Denne gang er han havnet i Østjylland, nærmere betegnet i Silkeborg.