Hele Tidens Tegn den 17. oktober 2015
Sendt lørdag 17. oktober 2015
Akuthjælps-app til døve og hørehæmmede
DDL, Tryg Fonden, Høreforeningen og Rigspolitiet har udviklet en app, der kan hjælpe døve og hørehæmmede i nød. Den er blevet udviklet for at undgå situationer som den, der skete i sommer. Her blev en hørehæmmet mor i Sønderjylland anklaget for telefonfis, da hun ringede til alarmcentralen for at fortælle at datteren var faldet i en gylletank. Vi tester app’en og interviewer Janne Boye Niemelä, der fortæller om, hvordan den er blevet til.
Teater med undertekster:
Der er ikke meget ved at gå i teatret som døv, hvis ikke der er tolk med. Måske kan det blive anderledes i fremtiden. På et teater på Nørrebro i København, kunne man for nyligt se en forestilling med tekster ved hjælp af en app, der fungerer sådan at hver skuespillers replikker har forskellige farver så man kan følge med i hvem der siger hvad. Vi har været en tur i teatret, for at afprøve app’en.
Døvehistorisk Selskab – malerie af skoleskibet København:
Nu skal vi igen se hvad der gemmer sig i skabe og skuffer i Døvehistorisk Selskab. Annegrethe Pedersen og Jørgen ”Rødtop” Nielsen fortæller historien bag nogle ting de har fundet frem fra selskabets lokaler.
STU i Fredericia:
STU står for ”særligt tilrettelagte uddannelse” og er en 3-årig uddannelse for unge under 25 år med høretab og andre særlige behov. Uddannelsen tilrettelægges individuelt for de unge og er en blanding af almen undervisning på skolen, praktisk træning i særlige værksteder og praktikophold i virksomheder eller institutioner. Kom med en tur til Fredericia for at møde nogle af de unge, der lige nu er i gang med STU-forløbet på Center for Høretab.
Portræt af selvstændig:
Netværk er en vigtig del af dagligdagen for Henrik Ladekjær. Siden 2009 har han drevet sit eget lille tømrerfirma på Fyn. I dette portræt får du indsigt i, hvad det vil sige at være selvstændig og styre et firma.
Start af virksomhed:
Går du selv rundt med drømmen om at skabe dit eget firma ligesom Henrik Ladekjær, så er der mange ting man er nødt til at tage højde for og skal overveje inden man går i gang. Se med i programmet og få en mini-guide i at starte dit eget firma.
Seerafstemningen Stem og Bestem:
I forrige uge kunne I stemme om, hvilket indslag i gerne ville se i denne uges Tidens Tegn. I kunne vælge mellem: ”Betal med Dankortet uden at bruge pinkode”, ”Sikre hjemmesider når du shopper på nettet”, ”Hold til højre på vejene” og ”Fastmontering af nummerplader”. Nu kan du se det indslag, der fik fleste stemmer.
Rikkes Verdenskøkken – Færøerne:
I en række programmer har Rikke Hansen kastet sig over andre landes madspecialiteter sammen med indbudte gæster i studiet, der enten har boet eller rejst i det pågældende land. Denne gang går turen til Færøerne.