Hele Tidens Tegn den 10. maj 2014
Sendt lørdag 10. maj 2014
Film med undertekster:
Flere store danske film er efterhånden blevet vist med danske undertekster, og i disse år bliver der gjort en del erfaringer med dette rundt omkring i biograferne. Forleden var der forpremiere i Kastrup Bio i København på en tekstet version af den danske film ’En Du Elsker’. 170 forventningsfulde mennesker var mødt op, og vi var også med.
Døveflimmer i Sverige (3:3):
Døvefilm sender Tidens Tegn og Sign Up på DR2, og herudover tolkes nyhedsudsendelser og magasiner på Tegnsprogskanalen. Hvilke tegnsprogstilbud findes der egentlig på TV i vores nabolande? Det har vi sat os for at undersøge. Se med når vi sender tredje del af Døveflimmer i Sverige.
Tossede Talemåder:
Har du stødt på et mærkeligt dansk udtryk som du ikke ved hvad betyder? Så er du ikke den eneste. Mange af os, både døve og hørende, kan have det lidt svært med nogle af de her gamle udtryk. Vi har været på jagt efter nogle gode og sjove forklaringer. Denne gang om udtrykket ”At have lange ører”.
Hvorfor fejrer vi Store Bededag?:
Døvepræst Lise Lotte Kjær fra Døves Kirke i København fortæller om Store Bededag og hvorfor vi fejrer den.
Ældre og Motion - svømning i Fredericia:
I år sætter Danske Døves Landsforbund er der lidt for mange ældre døve, der ikke får rørt sig nok. Derfor sætter DDL i år fokus på ældres trivsel og motionsvaner. Men det er ikke alle der bliver hjemme på sofaen. I andet indslag om ældre og motion skal vi møde otte kvinder, der svømmer sammen.
Myteknuseren:
Du er måske selv stødt på det, ja, myter som: ”En svane kan brække en arm!”, ”Hvis du leger med tændstikker, så tisser du i sengen” og ”Man bliver gul af at spise for mange gulerødder?” Spørgsmålet er bare om dette er sandfærdige historier eller er det bare noget vrøvl?