Hele Tidens Tegn den 14. september 2013
Sendt lørdag 14. september 2013
Grønlændertræf:
Danske Døves Landsforbund har fået 650.000 kr. fra Satspuljen til et projekt, der skal arbejde for at forbedre situationen for de grønlandske døve, der bor i Danmark. For nogle uger siden var der grønlændertræf på højskolen Castberggård. Et møde fyldt med mange følelser, og det helt store højdepunkt var da deltagerne sammen skulle forberede grønlandske specialiteter.
Tossede talemåder – at have en bjørn på:
Har du nogensinde oplevet at din tolk kæmper med at oversætte en eller anden talemåde. Eller er du selv stødt på et mærkeligt dansk udtryk som du ikke ved eller kan huske hvad betyder? Så er du ikke den eneste. Mange af os – og det gælder både døve og hørende – kan have det lidt svært med nogle af de gamle talemåder. Vi tog et kamera på skulderen og gik på gaden på jagt efter nogle gode og sjove forklaringer.
We love tegnsprog:
Det er en lille ting, der sendes efter hvert afsnit af ”Tossede Talemåder” for at få sat streg under, at vi ikke blot interesserer os for dansk.
Myteknuseren:
Har du nogensinde fået af vide, at ”En svane kan brække en arm”? Eller har din mor nogensinde sagt, at ”hvis du leger med tændstikker, så tisser du i sengen”? Det er bare to eksempler på ting vi går og siger og som måske er rigtige eller bare noget værre vrøvl. Her kommer Myteknuseren, hvor vi skiller skidt fra kanel.
Smilende Victor:
Nu skal vi møde drengen Victor på 3½ år. Victor møder altid verden med et stort smil, men bag smilet gemmer der sig det triste faktum, at han er meget syg. Heldigvis har Victor to stærke forældre, der gør deres allerbedste for ham. I dag fortæller de os historien om ”Smilende Victor”.