Hele Tidens Tegn den 24. marts 2018
INFO   
Del video på Facebook
INFO   
Del på Facebook
Sendt lørdag 24. marts 2018
Overenskomst 2018 - lockout i sigte:
Du har nok hørt om, at der fra den 10. april er varslet en ny lockout. Overenskomstforhandlingerne mellem de offentlige ansatte og arbejdsgiverne er gået i hårknude, da parterne ikke kan blive enige. Derfor risikerer vi nu en strejke samt en mulig lockout, der vil ramme omkring 440.000 offentlige ansatte i kommunerne og blandt statsansatte. I indslaget får du et kort overblik over sagen samt et indblik i hvad forskellen er på en strejke og en lockout.

Bag om ’Tegn Nyt’:
Efter påske, kan du se daglige nyheder på tegnsprog. Det er ikke helt som i gamle dage, men alligevel lidt. Forskellen er, at du snart kan se nyheder både i TV og på nettet. Når en historie er optaget, klippet og uploadet til nettet, kan du se dem løbende på DR’s hjemmeside. Og om aftenen klokken 18.00, kan du se dem alle i ét samlet program på Tegnsprogskanalen. Der bliver tale om 10-15 minutter om dagen, alle hverdage, året rundt. Det er DR, der leverer de fleste af historierne. De kommer fra den redaktion som hedder DR Ligetil. Men der vil også være historier fra døveverdenen som vi selv laver. Vi har været med de kommende værter på workshop.

’Så længe jeg lever’ med danske undertekster:
Nu skal vi til en tur til Herning, hvor filmen ’Så længe jeg lever’ bliver vist med danske undertekster på samtlige forestillinger i hele spilleperioden. Det gør den fordi Høreforeningen og Danske Biografer samarbejder om en undersøgelse, der skal finde ud af om publikum til- eller fravælger de tekstede versioner. I Herning bliver filmen vist med tekster og i Randers uden, hvorefter Høreforeningen og Danske Biografer sammenligner besøgstallene. Vi tog med til premieren i Herning, for at finde ud af hvad de fremmødte biografgæster tænkte om, at de skulle se en film med undertekster – og ikke mindst hvad de tænkte om det efter filmen.

Øl, øl og mere øl:
I Danmark er vi glade for at drikke øl. De seneste tal for Bryggeriforeningen viser, at der hvert år bliver solgt cirka 350 millioner liter øl på det danske marked. Det er ikke kun pilsnerøl som i gamle dage. I 2017 var en ud af 10 solgte øl herhjemme en specialøl. Sidste år dukkede der hele 1600 nye øl og 30 nye bryggerier op, så der er gang i ølproduktionen i Danmark. Vi har været en tur på Carlsberg for at lære om øllets historie og for at finde ud af hvorfor vi danskere er så glade for øl. Og så har vi mødt en amerikansk øl-entusiast Brandon Marin, der selv har erfaring med at brygge øl, for at finde ud af, hvad der er så fedt ved specialøl.