Hele Tidens Tegn den 8. oktober 2016
Sendt lørdag 8. oktober 2016
Regeringens 2025-plan:
Samme dag som regeringen fremlagde deres forslag til Finansloven for 2017, fremlagde regeringen en 2025-plan, der er regeringens bud på hvordan Danmarks økonomi skal udvikle sig de næste 9 år. 2025-planen skal gøre Danmark og os danskere rigere, men hvad der konkret sker af tiltag ser vi nærmere på i programmet.
Workshop for døve kunstnere:
For to uger siden blev der afholdt en workshop i København for døve kunstnere. Arrangørerne Aldo Padeiro Batory og Tine Thyssen håber at de kan afholde 6-7 workshops om året indenfor foto, film, maling, tegning og kunsthåndværk. Ambitionen er desuden at invitere internationale kunstnere og iværksættere til Danmark for at udveksle erfaringer og danne netværk.
Absalon fylder 60 år:
Absalon ungdomsklub i København fylder 60 år i dag den 8. oktober. Når man siger Absalon, så vækker det sikkert særlige minder hos mange danske døve. Vi besøgte Absalon for nogle fredage siden på en helt almindelig klubaften, for at se hvad de unge laver nu om dage.
I forbindelse med jubilæet skal vi også på en lille tidsrejse i Absalon ungdomsklub. Vi har nemlig fået besøg i vores studie af tidligere leder for Absalon, Jørgen Jørgensen.
Videnskab – sanser:
Her kan du se et afsnit af vores videnskabsserie, der denne gang handler om vores sanser.
Chilifestival:
Er der noget, der kan sætte vores smagssanser på en prøve, så er det når vi spiser meget stærk mad – især chili. I starten af september blev der afholdt chilifestival i Videbæk i Jylland. Kim Moesby var med og mødte Jakob Svendsen, der er helt vild med chili og bare ikke kan få nok. Og han prøvede da også at få Kim til at smage.