Hele Tidens Tegn den 25. august 2012
Sendt lørdag 25. august 2012
Uddannelse af døvetolke:
Danske Døves Landsforbund, DDL, har modtaget 2,5 millioner kroner fra Social- & Integrationsministeriet. Pengene går til et projekt, der skal afdække, hvordan en uddannelse af døvetolke kan skrues sammen. Det er Center for Tegnsprog/UCC, der uddanner tegnsprogstolke, og det vil også være dem, der på sigt skal stå for uddannelsen af døve, der ønsker at uddanne sig til tolk. Tolkeuddannelsen er i gang med at blive akkrediteret som en professionsbacheloruddannelse. Det betyder, at de studerende skal opnå både praksisviden og en teoretisk viden på samme niveau som fx socialrådgivere og lærere. DDL skal nu undersøge, hvordan dette også kan ske i forhold til døvetolkestuderende.
Uro om tolkebestilling:
Hen over sommeren har der været debat på Den Nationale Tolkemyndigheds Facebook-side. En gruppe brugere er bekymrede for, hvordan det fremover kommer til at foregå, når man skal bestille tolk. Én af de bekymrede er Claus Jul Larsen som vi har talt med.
Deaf-blindhood:
Christine ”Coco” Roschart er døvblind, men det forhindrer hende ikke i at rejse verden rundt for at holde foredrag. Hun har noget på hjerte som hun mener skal ud. Hun føler nemlig, at døvblinde er i fare for at blive ekskluderet af døvesamfundet, og det vil hun gerne være med til at forhindre. Før sommerferien besøgte hun Døveforeningen af 1866 i København, og vi var med.
På camping med Døvedemokraterne (2:5):
I vores seneste program mødte vi Jens Luckenbach i rollen som døvedemokrat. Nu fortsætter hans charmeoffensiv overfor campisterne på Ajstrup Strand Camping ved Aarhus. Dagens emne er: Afgifter.
Hvem? Hvad? Hvor? (1:10):
Nu starter vi en ny quiz med en række underholdende og visuelle konkurrencer . I det første program i serien er der tale om et sandt familieopgør, når Julie og Ole Faustrup udfordrer hinanden i en far-datter-dyst.