Hele Tidens Tegn den 20. august 2016
Sendt lørdag 20. august 2016
Tolkecenter Danmarks konkurs:
Tolkecenter Danmark er gået konkurs. Tolkecentret er en af de største tolkeudbydere i landet, så konkursen får store konsekvenser. Den Nationale Tolke Myndighed har sendt alle Tolkecenter Danmarks sociale tolkninger i udbud. En del af dem er allerede overtaget af andre firmaer. Jessica Rohde var den eneste studerende, som Tolkecenter Danmark tolkede for.
Døvefilm til Folkemødet på Bornholm:
Ville døve have nemmere ved at få et job, hvis de kunne få tolk til mere end de 20 timer om ugen? Noget kunne tyde på det. Hvad siger de, der bestemmer? Er det muligt at sætte antallet af tolketimer op til 37? Jens Luckenbach undersøger sagen. Han tager til Christiansborg og til sommerens Folkemøde på Bornholm. Her leger Jens ”jeg løber tør for tolketid” med politikerne. Legen går ud på at tolken forlader interviewet og Jens fortsætter på tegnsprog til politikerne. Se hvordan det går?
Efterfølgende har vi Jette Zehntner fra DDLs hovedbestyrelse i studiet til en snak om tolketimer og meget andet.
VM i golf 2016:
I slutningen af juli måned blev det 11. VM i golf for døve afholdt i København. Vi var med på finaledagen, hvor vores reporter gik de sidste huller sammen med førerfeltet. Der var på forhånd store forventninger til det danske hold, der har vundet bronzemedaljer til de seneste to VM. Banen i København var svær og gav alle golfspillerne store problemer. Vi har et kort resumé af finalen, hvor verdens bedste golfspiller skulle findes. Og så skal vi en tur bag kulisserne på VM i golf, for at få en fornemmelse af hvor stort et arrangement det var.