Hele Tidens Tegn den 16. oktober 2010
Sendt lørdag 16. oktober 2010
Tekstning af TV2-Lorry – hvordan reagerer seerne?:
1. oktober gik TV2's regionalstationer over hele landet i luften med et nyt tiltag, der skal lette forståelsen og tilgængeligheden for døve og hørehæmmede seere. TV2's regionalstationer tekster fra nu af deres almindelige nyhedsudsendelse klokken 19.30 mandag til fredag. Vi besøgte to døve, der bor i København og kan se TV2 Lorry, for at få deres vurdering af det nye tiltag.
Tekstning af TV2-Lorry – hvordan fungerer det?:
Vi har været på besøg på TV2 Lorry, for at se hvordan tekstningen rent faktisk bliver til. Faktisk bliver teksterne ikke skrevet ind på skærmen ved hjælp af et tastatur, sådan som mange måske tror.
Tekstning af TV2-Lorry – hvad er tolkens reaktion?:
Vi har inviteret Sussi Toft, der er underviser på tegnsprogstolkeuddanelsen, til at komme med sin vurdering af tekstningen ud fra et tolkemæssigt synspunkt. Og hun er ikke helt tilfreds.
Ting at lave i efterårsferien:
Skolernes efterårsferie er netop begyndt, men hvad skal man få tiden til at gå med? Vi har bedt Louise og Tobias på 14 år om at vurdere nogle af de mange tilbud. De skal på skattejagt med GPS-udstyr, og så tager de en tur i biografen, for at se ungdomsfilmen ’Drengerøve’. Men vi starter på Experimentarium i København.
Mig & min bolig:
Vi skal en tur til Jyllinge, nord for Roskilde. Her har Michael Rohde, som er uddannet designer og bygningskonstruktør, nemlig fået opfyldt en gammel drøm og forvandlet et sommerhus til en supermoderne og spændende helårsbolig.
Venner:
Vi skal møde de to kvinder, Dorte Knudsen og Jane Brøndum, som ikke kunne undvære hinanden og deres venskab. Når de er sammen, kan de nemlig snakke om alt dét deres mænd ikke har forstand på.
Sproghjørnet:
Denne gang vil sprognørderne diskutere om der faktisk findes noget der med rette kan kaldes internationalt tegnsprog. Vi skal også se eksempel på fransk tegnsprog. Først vil Eva Abildgaard og Anne Skov Hårdell se hvor mange tegn der findes for ’Amerika’ og for ’ung’.