Hele Tidens Tegn den 27. oktober 2018
Sendt lørdag 27. oktober 2018
Håndbold samler døve og hørehæmmede:
”Er du den kommende landsholdsspiller i håndbold?” Sådan lød det på den åbne invitation som Dansk Døve-idrætsforening, DDI, sendte ud i sommer. Som nykårede verdensmestre i håndbold, så skulle damelandsholdet styrkes. Derfor inviterede DDI til landsholdssamling på Castberggård, hvor nye spillere var velkomne. 2 nye spillere mødte op, og en af dem var Janni Von Hage Pedersen, der er hørehæmmet. Hun har tidligere spillet håndbold, men har aldrig fundet sig til rette i en klub for hørende.
Rune synes, at det er fedt at være dyrepasser:
Rune Tvarnø Andersson har været i praktik som dyrepasserassistent i akvariet Den Blå Planet. Vi var med, da Rune for første gang på tegnsprog skulle fortælle om fiskene i deres største akvarium Oceanet. Forinden skulle havodderen lige fodres. For Rune var dét at komme til at arbejde med dyr et stort ønske, der gik i opfyldelse. Men vejen dertil har ikke været nem for ham.
Dengang på Nyborgskolen (1:6):
Én ting mange døve har til fælles er, at de har gået på Nyborgskolen. De har siddet i de samme klasselokaler, sovet på de samme kollegieværelser og gået ind og ud af de samme døre. I en ny serie vil fem tidligere elever fra Nyborgskolen fortælle om deres skoletid. Både om de gode, de dårlige og de virkelig morsomme oplevelser. Se med i det første ud af i alt fem afsnit, hvor vi skal høre om det første møde med skolen og den første tid.