Sendt lørdag 19. august 2017
Så er det endelig blevet tid til den store sportsfest. Vi tager dig med bag kulissen på det 23. sommer-Deaflympics – OL for døve, som blev afholdt i slutningen af juli i Tyrkiet. Her deltog over 2000 sportsfolk fra 80 lande. Vi taler med den danske delegation om, hvordan det var at medvirke i åbningsceremonien og holde den danske fane. Deltagerne giver et indblik i, hvordan de forbereder sig mentalt inden en kamp og hvordan det var for kvinderne at deltage i håndboldkampe mod Kroatien og Tyskland. På besøg i Deaflympicsbyen, hvor alle atleterne bor, tager vi en snak med cykelrytteren Martin Lang og følger golfspilleren Lasse Emil Nielsens kamp om en medalje på 18-huls banen. Se med når Olympiaden slutter festligt med den storslåede afslutningsceremoni - vi glæder os allerede til næste gang.