Hele Tidens Tegn den 3. september 2016
Sendt lørdag 3. september 2016
Tolkecenter Danmark konkurs:
Tolkecenter Danmark er gået konkurs. Skifteretten er ved at behandle konkursen, og fordeler i den forbindelse de penge Tolkecentret har ud til de mennesker og virksomheder der har penge tilgode. Hvor efterlader det tolkebranchen, der i forvejen var presset? Vi har været i Jylland for at møde én af de tolke, der blev berørt af konkursen. Og så havde vi forleden Foreningen af Tegnsprogstolke, FTT, her i studiet til et interview.
Videnskab – jordskælv:
Onsdag den 24. august ramte et kraftigt jordskælv det centrale Italien, og mere end 250 personer har mistet livet. Sidste gang Italien var ramt af et stort jordskælv var i 2009. Her mistede 309 personer livet. Jordskælv forekommer hyppigt. Faktisk er der jordskælv et eller andet sted i verden hver dag. Heldigvis er lang de fleste jordskælv dog så svage, at ingen kommer til skade.
1866 - stiftelsen af døveforeningen:
Om 2 ½ måned, helt præcis den 18. november, kan Døveforeningen af 1866 fejre 150 års jubilæum. Frem til november vil vi fortælle om den gamle traditionsrige døveforening i København. Vi skal høre historier fra de 150 år der er gået og blive klogere på hvad det er for et sted. Som i alle gode eventyr starter vi starter med begyndelsen og ’Der var engang…’. Her vil Lene Ravn fra 1866-museet fortælle om stiftelsen af Døveforeningen af 1866.
Garagen (2:5):
Maja Toft var på vej til fødselsdag, da en mystisk lampe pludselig begyndte at blinke på instrumentbrættet. Hun gjorde holdt hos en mekaniker hun kendte og fik løst problemet. Men Maja måtte forlænge sit ophold i garagen, da mekanikeren fandt flere ting ved bilen de kunne se på. Vi skal se, hvordan det går.
Paralympics 2016 (2:3):
Nu på onsdag den 7. september starter Paralympics i den brasilianske by Rio. Vi tyvstartede legene her i Tidens Tegn for en uge siden med en ny serie, hvor Jens Luckenbach møder nogle af de danske sportsfolk der er med. Én af dem er bordtennisspilleren Peter Rosenmeier. Jens Luckenbach møder ham, for at få hans historie og høre om hans forventninger til Paralympics. Jens har selv spillet bordtennis på eliteplan, så dette møde betyder noget ganske særligt for ham.