Hele Tidens Tegn den 19. november 2016
Sendt lørdag 19. november 2016
Violeta er ny i danmark:
I disse uger sætter DR fokus på integration og det gør vi også i Tidens Tegn. Vi skal møde Violeta Stankute, der i 2014 valgte at flytte fra Litauen, hvor hun er født og havde boet i mere end 30 år. Sammen med sin datter rejste hun til Danmark med håbet om at blive en del af det danske samfund. Hvordan er det at være ny i Danmark? Er det muligt at blive integreret i et fremmed land med de kulturelle, sociale og sproglige udfordringer man møder på sin vej?
1866 - LF oprettes:
Døveforeningen af 1866 fejrer i disse dage 150 år. Fredag den 18. november er der Åbent Hus i den historiske bygning på Nørrebro i København. Her fortæller Lene Ravn om stedets historie.
Videnskab – prutter:
I vores videnskabsserie kan du denne gang høre lidt om prutter. I gamle dage kunne man faktisk have et job som ’professionel prutter’. Disse mennesker arbejdede for eksempel i tivolier og cirkusser med at underholde folk.
Fremtidens biler (2:4):
I sidste afsnit så vi nærmere på de eldrevne biler. I andet afsnit gælder det den biltype, der kører på brint.
Ophold på krisecenter:
Ifølge LOKK, Landsorganisationen af kvindekrisecentre, bliver omkring 33.000 danske kvinder hvert år udsat for fysisk eller seksuel partnervold. Og herudover er der et stort og ukendt antal kvinder, der udsættes for psykisk vold. Den psykiske vold er den mest udbredte, men samtidig den mindst synlige. Den psykiske vold handler om nedgørelse, ydmygelse og manipulation af sin partner igennem kontrol og isolation. Vi skal møde Dilber Saglamyurek fra Randers, der igennem en periode på 10 år var udsat for psykisk vold fra sin mand.
Døveforeningen af 1866 fylder 125 års jubilæum:
Vi har fundet et sjovt og underholdende klip fra 1991, hvor Døveforeningen af 1866 afholder fest i forbindelse med 125 års jubilæum.