Hele Tidens Tegn den 10. marts 2018
INFO   
Del video på Facebook
INFO   
Del på Facebook
Sendt lørdag 10. marts 2018
DDL: Tolkeområdet står til omorganisering:
Regeringen vil nu se nærmere på den nuværende tolkesituation og den store uro, der hersker. Planen er, at en arbejdsgruppe skal have forskellige løsningsforslag om fremtidens tolkemodel klar til maj. Disse forslag skal følgegruppen med blandt andet DDL så se på. Til august skal arbejdsgruppen overlevere en rapport til regeringens økonomiudvalg, der skal beslutte hvilke lovændringer der skal vedtages. Vi har talt med DDL om sagen.

Status på filmtekster i biografen:
I juni 2016 ændrede Det Danske Filminstitut deres støttevilkår til produktionen af nye danske film. Det betyder, at alle danske film, der får støtte fra Det Danske Filminstitut, SKAL levere en tekstet version af deres film til de danske biografer. Det tager cirka et til to år at lave en spillefilm, hvilket betyder, at de første film, der er produceret under de nye støttevilkår, så småt begynder at komme i biograferne nu. Det står biograferne frit for, om de vil vise de danske film med tekster eller ej. Ønsket er, at biograferne benytter sig af at vise de tekstede versioner af film, så blandt andet døve og hørehæmmet kan se danske film i biografen. Vi er taget ud for at undersøge om de så også gør det.

Portræt af Unnur Pétursdóttir:
Du husker nok den islandske kok Unnur Pétursdóttir, der vandt Deaf Chef 2015. Nu er der gået et par år siden hun vandt, og vi har været et smut i hendes hjemland Island, hvor hun arbejder på én af Reykjaviks fineste restauranter. Det blev til en snak om job og drømme.

På tur med Deaf Tours:
På Island er det muligt at få en guidet tur på tegnsprog. Det er Deaf Tours Iceland, der tilbyder forskellige ture guidet på tegnsprog. Vi tog med dem for at se nogle af øens smukke steder og seværdigheder. Og som man kan se i indslaget, så var det en kold fornøjelse med lidt svære arbejdsvilkår for vores fotograf.

Copenhagen Dox:
Fra den 15. til den 25 marts løber den årlige Copenhagen Dox, der er en dokumentarfilm festival, af stablen i København. Her kan du i år blandt andet se tre små kortfilm om døve børn og unge: ”Udsigt fra mit vindue”, ”Svømmehal” og ”Mig og min familie”.