Langfredag – CounterStrike-konkurrencen begynder
Langfredag om aftenen bliver CounterStrike-turneringen skudt i gang.

Kampene her om fredagen foregår i puljer, og resultaterne afgør holdenes seedning fremadrettet i turneringen.

CounterStrike-konkurrencen er sat til at starte klokken 19.00. Forud for det har Visual været i Øksnehallen for at sætte deres computere op.

Visual spiller i Pulje H mod følgende hold; TCM-Gaming, Moscow Five, STYLERS UNiTED, Team Holte Vinlager og jegpistolerdig.

Første kamp
Visuals første kamp er mod STYLERS UNiTED, der tilfældigvis er placeret overfor Visual ved de lange borde.

Ved computer-konkurrencer har hver hold en fast plads, hvor deres computere er sat op – man rykker naturligvis ikke rundt på computerne mellem kampene, da det ville tage meget lang tid og være meget besværligt.

Alle computerne til konkurrencen er koblet på et fælles internt net, eller sat i LAN-forbindelse, som det hedder. På den måde kan man alle spille mod hinanden, ligegyldigt hvor i hallen man sidder i forhold til hinanden. Derfor hører det også lidt til sjældenhederne, at man sidder fysisk overfor det hold, man spiller mod.

STYLERS UNiTED vinder over Visual i den første kamp. De rejser sig efter kampen og går over på den anden side af bordet og giver hånd til drengene fra Visual.

Forsinkelser og frustrationer
Turneringen er aftenen igennem præget af mange forsinkelser. Der bliver ikke givet besked om forsinkelserne over konkurrencens intranet, som det ellers er normal procedure.

Beskederne bliver udelukkende meddelt over højtalersystemet i hallen. Dette skaber stor frustration hos Visual, der jo ikke kan høre meddelelserne.

De andre hold har mulighed for at slappe af og trække frisk luft mellem konkurrencerne – men Visual skal hele tiden holde sig parat, hvis nu konkurrencen starter. Det præger Visuals præstationer. Holdet taber stort til både TCM-Gaming og til det russiske hold Moscow Five.

Kampen mod Team Holte Vinlager er nogenlunde tæt – men Visual trækker igen det korteste strå og taber. Omvendt går det bedre i kampen mod holdet jegpistolerdig, hvor det er drengene fra Visual, der vinder.

Forsinkelser er naturligvis svære at undgå, når 700 spillere er samlet på et sted. Men fordi stort set alle kampe bliver udskudt – og udskudt i både hele og halve timer – så bliver dagens kampe først spillet endeligt færdig sent på natten.

Lørdag – slutspil og kamp om placeringerne
Det er her i lørdagens kampe, at vinderen findes.

Visuals score fra i går har bestemt, at de skal spille i C-turneringen. De var ellers tæt på at komme med i B-turneringen, som de også spillede i sidste år.

Dagens kampe er vind-eller-forsvind-kampe. Det vil sige; hvis du vinder går du videre, hvis du taber går du ikke videre. Konkurrencen spilles over to runder.

Visuals første kamp er mod et hold, der hedder Venator. Visual vinder kampen overlegent og vinder også den næste kamp. Dagen begynder godt selvom de fem drenge kun har fået 3 timers søvn i nat.

Varmt som i en ovn
Der er meget varmt i Øksnehallen. Det er på grund af de mere end tusind computere, der er stillet op. Derudover er det ikke muligt at åbne døre eller andet ud til den friske luft – for ellers ville folk jo bare kunne gå direkte ind fra gaden uden at betale.

Copenhagen Games har for at løse problemet arrangeret små rekreationsområder, hvor der er aircondition og vand og bløde stole. Her kan man gå hen og slappe af i pauserne mellem kampene.

Problemet er, at drengene fra Visual ikke kan høre de beskeder, der bliver givet over hallens højtaleranlæg. Derfor kan de ikke – som alle de andre hold – bruge pauserne til at lade op. De må i stedet sidde og vente utålmodigt i varmen. Det bærer næste kamp præg af: Alle på Visual-holdet er trætte og svedte og taber også stort til et af C-turneringens bedste hold; Jøntefabrikken.

Sort uheld
Visual ryger efter nederlaget ned i ’lower bracket’, som det hedder. Visual møder som det første et hold, der hedder prinsesserne – det er en let kamp og Visual vinder overlegent. Men herefter møder Visual et godt hold, der hedder Upfront. Holdet kender Visual i forvejen, da de to har spillet mod hinanden før.

Upfront ved at drengene fra Visual er døve og Upfront er gode til at udnytte det. De ”lister” rundt og snyder drengene ved at lave falske spor med lyden. Visual må inkassere et sviende nederlag. Det bliver samtidig Visuals exit i konkurrencen. De ender på en samlet 7.plads i C-turneringen.

Planer for næste år
Efter konkurrencen er Visual meget nedslåede. Året før var de kommet på en 3.plads i B-turneringen, og selvom der er flere professionelle hold med i år, så er drengene alligevel skuffede.

Flere gange både fredag og lørdag er heldet og lodtrækningen gået imod dem. Derfor er flere af de hold som Visual med nemhed har slået før, blevet placeret foran dem i turneringen.

Derudover er Visual meget skuffede og utilfredse over de mange forsinkelser, der var i årets Copenhagen Games. Og over at beskederne ikke blev publiceret på nettet, men kun blev givet over højtaleren.

Lige nu overvejer Visual, om de også skal stille op igen næste år – eller om de skal holde sig til konkurrencer, de ved, er bedre organiseret. Men den beslutning bliver først taget næste år.

Forude venter sommeren og flere CounterStrike-konkurrencer på internettet.