FYNBOERNE ER BETEGNELSEN FOR EN GRUPPE BILLEDKUNSTNERE, DER LEVEDE PÅ FYN. HER FANDT DE DERES MOTIVER OG HER SKABTE DE DERES KUNST.
I KØBENHAVN DØBTE MAN DEM BONDEMALERNE, MEN TIDEN SKULLE VISE, AT FORNYELSEN I MALERKUNSTEN KOM FRA FYN
På Johannes Larsen Museet i Kerteminde på Fyn kan man opleve billeder skabt af den gruppe kunstnere, der ofte betegnes ”Fynboerne”.
Museet åbnede for publikum i 1986 i den villa, der engang var kunstnerparret Johannes og Alhed Larsens hjem på Møllebakken i Kerteminde.
Siden blev ægteparrets atelier også sat i stand og inddraget i museet. I dag er museet udvidet med yderligere to udstillingsbygninger. Den senest tilkomne er skabt med henblik på særudstillinger.
Flere end 50 kunstnere er repræsenteret i museets samlinger.
KUNSTNERHJEM MED
16 GÆSTESENGE
Historien om Fynboerne begynder, da kunstnerparret Alhed og Johannes Larsen i 1901-02 byggede deres hjem på Møllebakken i Kerteminde.
De skabte et rigtigt kunstnerhjem og et gæstfrit kunstnerisk mødested. Hvor der er hjerterum er der også husrum, siger man, og på Møllebakken havde man 16 gæstesenge!
Fynbomalerne hyldede det enkle liv. De hentede deres motiver fra de nære omgivelser. Det kunne være familiens liv, stuerne, blomsterne i vindueskarmen, haven, lystfiskerbådene i havnen, markerne, kysten og klinterne – eller dyrelivet.
Betegnelsen Fynbomalerne er et elastisk begreb, der godt kan siges at tælle 10-15 medlemmer. Det står imidlertid fast, at kernen i den fynske kunstnerkoloni består af billedkunsterne Peter Hansen, Fritz Syberg, Johannes Larsen, Anna Syberg og Alhed Larsen.
Johannes Larsen var sammen med malerne Fritz Syberg og Peter Hansen centrale skikkelser i gruppen.
I OPPOSITION TIL
KUNSTAKADEMIET
De tre billedkunstnere mødte hinanden på Zahrtmanns Skole i København. Skolen opstod i 1885 på grund af stigende utilfredshed med Kunstakademiets undervisnings-form og manglende fornyelse i 1880’erne.
Zahrtmann lagde vægt på udviklingen af den enkelte elevs personlige udtryk. Det er vanskeligt at spore et fælles sprog i hans elevers kunst - måske bortset fra deres fælles interesse for farvens væsen.
”Ko-maleren” Theodor Philipsen var en kilde til inspiration for de unge kunstnere. Hans dyre-studier fra Kastrup og Saltholm og hans brug af lys og farve påvirkede gruppens medlemmer.
Da Fynboerne dukkede op på datidens kunstscene, døbte smagsdommerne i det toneangivende København dem ”bondemalerne.”
Forfatteren Johannes V. Jensen tog dem i forsvar. Han mente, at betegnelsen ”bondemalere” var et hæderstegn. Tiden gav ham ret. Fornyelsen i dansk malerkunst kom ikke fra København. Den kom fra Fyn.
Som led i spændingerne med Kunstakademiet og den fine kunst-institutions monopol på muligheder for at udstille, blev Den Frie Udstilling stillet til rådighed af en kunsthandler ved navn Kleis. ( vis eventuelt billede af både ham og Den Frie red.)
De unge kunstnere fik hermed en mulig indtægtskilde. Johannes Larsen, Fritz Syberg og Peter Hansen debuterede alle på Den Frie i 1894.
JOHANNES LARSEN
Johannes Larsen, der levede fra 1867-1961 var af kunstner-slægt og havde en vel-udviklet iagttagelsesevne.
Gennem et langt kunstner-liv har Johannes Larsen haft en meget stor produktion af oliemalerier, akvareller og grafiske arbejder. Han lagde i sit arbejde hovedvægt på naturskildringer. Eftertiden husker ham imidlertid mest som ”fuglemaleren.”
FRITZ SYBERG
Fritz Syberg voksede op under vanskelige vilkår i Faaborg, men var ved sin død en af Danmarks mest anerkendte billedkunstnere.
Hans far omkom tidligt ved en arbejdsulykke og hans mor sled sig op i et forsøg på at holde liv i sin lille familie. Hun døde senere på fattiggården.
Fritz Syberg kom i lære som håndværks-maler hos maleren Syrak Hansen. Der blev han optaget som et medlem af familien og fik også den støtte, han havde brug for i sin udvikling hen imod at blive billed-kunstner.
Syberg slog sit navn fast som skildrer af livet og naturen på landet.
Han flyttede i 1902 sammen med hustruen, maleren Anna Syberg og deres børneflok ind på ”Pilegården” ved Kerteminde.
Det særlige venskab imellem Syberg- og Larsen-familierne er formentlig hovedårsagen til, at Syberg-parret valgte at bosætte sig blot en halv kilometer vest for Møllebakken.
Fritz Syberg fandt fortrinsvis sine motiver i det omgivende bakkeland og på Fyns Hoved.
Da Syberg døde i 1939 var hans billeder meget eftertragtede. Han blev omtalt som Danmarks måske hidtil største kunstner. Senere blegnede hans eftermæle og han kom til at stå lidt i skyggen af Johannes Larsen.
Syberg-familien opholdt sig fra 1910 til 1913 i Italien.
PETER HANSEN
Peter Hansen foretog flere rejser, først og fremmest til Italien, hvor han opholdt sig fem gange fra 1899-1928.
Peter Hansen malte, hvad han så omkring sig: Omgivelserne i form af landskabet, byen og menneskene på Fyn, i Italien og i København.
På Fynbomalernes tid var det snarere reglen end undtagelsen blandt kunstnere, at en maler dannede par med en maler-inde.
Det var også tilfældet med de kvindelige kunstnere, Alhed Larsen, Anna Syberg og Christine Swane. Sidstnævnte var gift med Sigurd Swane.
Selvom kvinderne ikke var kuede i disse forhold, var samtidens opfattelse ofte, at den kvindelige kunstner var den kreative amatør ved sin professionelle mands side. Det gik – som man kan forestille sig – ud over kvindernes muligheder for at udstille.
Da Faaborg Museum blev oprettet i 1910 var der kun en symbolsk repræsentation af de kvindelige Fynbomalere.
ANNA SYBERG RASEDE
Anna Syberg rasede over, at kvinderne blev skubbet til side af de mandlige kunstnere, og i 1912 lavede de tre kvindelige Fynbomalere en separatudstilling på Den Frie i København sammen med tre andre kvindelige kunstnere.
Christine Swane var den eneste af de tre kvindelige Fynboer, der levede længe nok til at opleve succes. Hun blev 84 år og gennembruddet kom i 60-års alderen.
Alhed Larsen døde som 55-årig uden at have slået igennem og Anna Syberg blev kun 44 år.
I dag anses de tre kvindelige Fynbomaleres værker for at være fuldt på kunstnerisk omgangshøjde med deres mandlige kollegers.
De kvindelige Fynbomaleres motivverden er typisk blomster, opstillinger, interiører og vinduesudsigter. De motiver lod sig kombinere med kvindernes pligter som hustruer og mødre.