I dag er det ikke spor lettere at komme op i forhold til i går, tværtimod.
Møder kl. 07 på Døvefilm. Kaffe ahhh, det hjælper lidt.
Friske batterier og andre forsyninger bæres ud i bilerne, og så af sted til Vestamager.Da vi ankommer til lejrpladsen er deltagerne vågne.
En kollega har sovet i telt derude, og har lavet dagens første optagelser, da deltagerne vågnede.
Alle har tilsyneladende sovet godt, men ikke alle er tilfredse med, at de ikke kan se sig selv i et spejl, eller få et varmt bad.

Det er lidt barskt at skulle fortælle dem, at dagens første opgave skal gennemføres, før de kan få morgenmad - godt det ikke er mig.
Det drejer sig om det såkaldte ”bårefræs”, hvor deltagerne på tid, skal bære en båre, hvorpå der står en spand vand.
Det hold der kommer først i mål, og med mest vand, får luksusmorgenmad, de andre må nøjes med noget mindre lækkert.
Igen skal jeg lige lave et par stand-ups, det får vist aldrig en ende, det er sgu ikke let at stå med solen lige i øjnene, og lade som om det overhovedet ikke genere mig.
Så pakker vi alt ned, og så af sted til Kastrup Fortet, hvor vi skal filme resten af dagen.

Jeg føler at der er klamt, koldt og beskidt, da jeg går ind ad døren til de underjordiske beton rum, som ligger under fortet – kasematterne.
Det er her vi skal filme ”mørkelegen”, noget jeg har glædet mig meget til.
Blandt andet skal deltagerne, med bind for øjnene, stikke deres hænder ned i fire forskellige spande, og så gætte hvad det er vi har kommet i dem.
Vi har små overraskelser til dem : Medisterpølse, en lille mekanisk hund, der kan ryste og hoppe, mintgelé, og sidst, men ikke mindst, venter der en sjat havregrød på bunden af den sidste spand.

Jeg er helt sikker på, at vi har nået deltagernes grænse her. Det må være ubehageligt at gå ind i et gammelt fort, hvor alt er mørkt, spindelvæv, spinkle vinduer, hvor der næsten ikke kommer noget lys ind.
Jeg prøver lige på min egen krop, den rute som holdene skal gennemføre, en meget smal gang, hvor der kun lige akkurat er plads til at man kan være der, meget klaustrofobisk.
Efter at have passeret gangen kommer man ind i et mørkt rum, hvor de fire spande står. Her skal jeg fortælle deltagerne om opgaven, give dem bind fro øjnene, og sætte dem i gang.
Jeg kommer helt sikkert til at bruge mine pædagogiske evner til at overtale dem til at stikke hænderne ned i det ulækre ukendte…det bliver godt tv.
Mens kollegaerne gør det sidste klart i mørket, går jeg ud på den store plads der er i midten af fortet.
Det er skønt at komme ud i varmen, og endnu engang takker jeg vejrguderne for det skønne sommervejr.

På den store plads skal vi afvikle stafetløbet, og alle kamera-positionerne gennemgås, fotograferne skal vide præcis hvor de skal stå, hvem de skal filme, og hvornår de skal trække sig tilbage, for ikke at komme med på andres billeder.
Jeg har nu lidt ro til at gennemgå de ting jeg skal fortælle om i den lange række af stand-ups, der er en hel del i dag.
Vi er lidt plaget af andre gæster på fortet, som hele tiden kommer gående gennem vores stafet område. To mænd på trehjulede knallerter bliver meget utilfredse med at de ikke kan komme forbi. Vi stopper arbejdet og lader dem passere.
Efter meget forberedelse, er vi endelig i gang med stafetten, og inden jeg når at se mig om, er det hele overstået, chili-spisning, bueskydning, hjul-trilning og hjernevridning. Et vinderhold er fundet.

Jeg går ned i den mørke og kolde ”kælder” igen, og èn efter èn sendes de stakkels deltager ind i kasematternes mørke.
De har alle et usikkert blik i øjnene mens de kommer imod mig i den mørke gang.
De ser på mig som om de tænker ; ”Jens, kan jeg ikke nok slippe – please?”.
Men det kan de ikke.
Det tager lang tid før alle har været igennem de klamme gange, og har fået havregrød mellem fingrene. Men endelig er vi færdig, og kan forlade dette kolde underjordiske helvede. Jeg står lidt i den lune eftermiddagssol for at få varmen.
Så flere stand-ups. Deltagerne sendes nu tilbage på Sjælsmark Kaserne til overnatning.
Jeg tager hjem.