|
Jens fortæller om 2 del. |
| Vi skal nå til mål før deltagerne, så vi kan filme når de cykler over målstregen. En noget kaotisk stemning opstår – hvem kører med hvem? Er der friske batterier i den bil? Nej de ligger i den anden bil, der lige er kørt, vi må vende bilen på den smalle vej, med stejle grøfter til begge sider og trailer – kaos… I sidste øjeblik når vi frem. Vi ser det første hold komme cyklende, og fotograferne når lige at tænde for kameraerne, da holdet ruller over målstregen. Deltagerne drypper af sved og gisper efter luft – de er helt flade. Så bliver jeg lidt bekymret – det andet hold kommer ikke, og tiden går og går , er de mon faret vild, kæden hoppet af, cyklen brudt sammen, eller er de blot løbet ind i et festligt pinse-selskab? Endelig ser vi dem komme cyklende. De har, lige som det første hold, en spand vand med, og nu skal vi måle hvem der har spildt mindst på turen. Ved første øjekast ser det ud til, at de har præcis lige meget vand, men ved en måling bliver det afgjort, at der er en lille forskel på 6 mm, trods alt. Vi er kommet til det sted hvor de to hold skal sove i nat. Et shelter i en lille birkelund, med plads til netop 8 personer. Jeg kigger ind, og selv om der ser hyggeligt ud, bliver jeg faktisk glad for at jeg skal sove i en rigtig seng i nat. Deltagerne får deres soveposer og liggeunderlag, og begynder at indrette sig i den lille hytte. Heldigvis er der endnu ikke mange myg og med bål på den lille bålplads, fornemmer jeg at deltagerne indtil videre ikke har planer om at pakke deres ting og tage hjem i protest. Tværtimod er stemningen god, og de har virkelig gjort en god indsats, ingen har hængt med mulen eller brokket sig. Vi filmer de sidste to konkurrencer, insektjagt og kartoffelskrælning, og selv om jeg længe har kunne ignorere trætheden, må jeg overgive mig nu – jeg er kanon træt. Vi filmer deltagerne der får aftensmad, og de ser efterhånden også noget brugte ud. Da jeg senere ligger i sengen med min varme dyne, og min bløde pude, sender jeg en varm tanke til de 8, der ligger i deres soveposer ude på det vilde Vestamager et sted. Det varer ikke længe før jeg falder i en dyb søvn.
|